Forår, hverdag, blomster i flor og tyske særheder

Det blevet maj, og der er løbet meget vand i åen, siden jeg sidst har skrevet. Ikke fordi jeg har haft vanvittigt travlt, har været på verdenserobrende togter eller andet i den stil, men fordi hverdagen har fået godt tage i mig. Dagene går med at stå op, drage på læsesalen, have lidt undervisning, læse lidt mere, træne, være social og sove. Når jeg endelig har et frit øjeblik, tilbringer jeg det hellere udenfor end foran computeren. Foråret er for alvor kommet til det sydtyske, og det entrerede som sommer med 25 grader, blomster i flor og bare ben og kjoler. Siden har vi fået mere forårsagtige temperaturer, dage med regn og blæst. Alt er dog sprunget ud, og den tæt bevoksede park, som lægger stier til mine løbeture, er nu dækket af en frisk, tykt, saftiggrønt løvtag. Ligesom i Danmark vælter folk ud på gaden, når de første forårssolstråler giver en svag varme, og intet skal afholde to damer med stålfarvet hår fra at begynde på weinschorle (vin med danskvand og andet godt) og Camparidrinks før klokken 12.

Forårsblomster på Bordeaux-Platz 

Endnu en deltaje fra Bordeaux-Platz. Denne gang fra det bassinagtige springvand.

På det sidste har jeg fået set en hel del fodbold og har dermed fulgt Bayern Münchens vej til Champions League-finalen. Hvis de vinder, bliver byen lagt ned af eufori; det kan jo kun blive vildere end i de forgangne uger. At se en Champions League-kamp på en bar i København kan på ingen måde sammenlignes med oplevelsen her i byen. Udtrykket ”at være stuvet sammen som sild i en tønde” har fået en hel ny betydning, efter at jeg har stået klinet op af fremmede og bekendte med sveden løbende ned langs rygsøjlen, og set på folk, der råbende, klappende, skubbende og øldrikkende synger sig gennem kampens 90 minutter. Brandvæsnets vurderinger af hvor mange personer, der maksimalt må være i de forskellige barer, bliver på disse kampdage en by i Rusland.

Jeg har haft besøg af Louise, og sammen var vi også forbi Frühlingsfesten, der er en mindre version af den årlige Oktoberfest for at se fyrværkeri. Siden kom jeg tilbage, fordi venner og bekendte blandt de udvekslingsstuderende ville der hen. Selvom der kun er to – enorme – øltelte og et mindre tivoliland, så vrimler det med folk, ofte iklædt den sydtyske nationaldragt dirnl og lederhosen. Ølteltene er stopfyldte, øllen serveres kun i 1 liters glas, der er orkestre, som spiller, hvad der svarer til dansktopmusik, og folk står på bænkene og skråler med på sangene. Man kunne let forledes til at drage den konklusion, at her forsamles en bestemt gruppe af mennesker, men sådan er det ikke – alle samfundslag er repræsenteret, og det er som om, at den tyske psyke kan favne højkultur og halbal uden at skizofrenien slår igennem.

Derudover er jeg begyndt at træne med en tysk skiklub. I Danmark vrimler det med voksne til skitræningen, her er det stort set kun børn og teenagere. Det gør dog ikke så meget, for jeg får presset mig selv, får løbet bakkeintervaller og talt tysk med børnene, der tester hinanden i Mosebøgernes navne og interesserer sig for det danske kongehus. Jeg var bl.a. til træning, da dronningen blev til konge i Holland, og jeg er sikker på, at jeg ville være steget i graderne hos drengen med de glødende royale interesser, hvis jeg havde haft en anden national baggrund.

Sidste weekend i april bød på loppemarkedet i kvarteret. Et par af de unge mænd, som bor i
min bygning, havde en vaffelbod, og Louise og jeg nød dem i solskinnet på altanen. 

Detalje fra kvarteret

Udsigt fra broen over Isar. De vrimler med trapper ned til vandet.

En anden bro over Isar. Der er store statuer på flere af broerne, og jeg føler mig hensat til Lord of the Rings og en middelalderstemning, når jeg passerer dem. Min løberute i kvarteret bringer mig altid forbi det brusende vand.

På universitetet går det so wie so. Meget tid tilbringes på læsesalene, og jeg savner laissez-faire-attituden fra KUA, hvor kaffekoppen godt må komme ind på biblioteket. Hernede er de fuldstændig hysteriske. Af sikkerhedsmæssige årsager, for at undgå tyveri, skal private ejendele bæres ind på læsesalen i en gennemsigtige pose – vandflasker skal for resten og så være klare, og der gøres ingen undtagelser. Man skal aflevere studiekort, når man går ind og tage en seddel der angiver nummeret af bøger, man selv medbringer. Det er ligesom at prøve tøj i H&M, og man føler sig anklaget for tyveri, før man kommer ind. Tag denne sikkerhedsbesættelse og kombiner den med en enorm tillid: De studerende efterlader rask væk deres skov af nyindkøbte Mac-produkter på læsesalen i flere timer og lader tasker stå uden opsyn på et meget trafikeret toilet – dem er der naturligvis ingen der vil stjæle, men en gammel stiv Jane Austen-bog fyldt med streger og noter, den vil selvfølgelig blive stjålet.

Med hensyn til undervisningen så er forelæsningerne er ikke det store problem, jeg forstår, hvad der bliver sagt og kan følge argumentationsrækkerne osv. Den ene af mine forelæsere forekommer mig dog at have et lidt usundt forhold til Freud (måske er denne opfattelse faktisk grundet i dårlig forståelse), og det er mig endnu uklart, om hans kursus har et historisk tilsnit og skal forklare Freuds interesse for russisk litteratur, eller om forelæseren reelt set mener, at Freuds psykoanalytiske model er i tiptop form. Efter at have læst en temmelig lang tekst om næsens(!) betydning i litteraturen, er jeg ikke kommet afklaringen et skridt nærmere, men jeg ved, at i den fortælling, hvor en mand vågner op uden næse, så fungerer næsen både som fallos, er et udtryk for kastrationsangst og mandens iboende kvindelighed – bed mig venligst ikke uddybe!

Seminarerne er lidt en anden historie. De er bygget op omkring studenterdeltagelse, og selv om det går relativt godt at tale hverdagstysk, så er det stort set umuligt for mig at deltage; min hjerne arbejder endnu for langsomt til at formulere krøllede argumentationsrækker i løbet af et splitsekund. I seminarerne står den på nærlæsning, og ofte er der kun en teoretisk eller skønlitterær tekst pr. gang. Det er meget anderledes, end hvad jeg er vandt til hjemmefra, hvor der ofte er et par teoretiske tekster og en skønlitterær tekst som sætte sammen, og jeg kan godt mærke, at jeg savner den arbejdsform –hard core sprogfilosofi med klassificeringer af udsagn bliver ikke bare tørt, men knastørt i længden. Jeg forstår dog godt, hvorfor vi skal læse alle de tekniske, sprogfilosofiske tekster, de er nemlig fundamentet for en diskussion om, på hvilken måde litteraturen er en sproghandling, så langt er vi bare ikke kommet endnu. Alle de studerende skal være med til at strukturere en undervisningsgang, og som en af de eneste har jeg valgt at tage udgangspunkt i en fiktionstekst – den amerikanske digter Anne Carsons oversættelse/gendigtning af den gamle tragedie Antigone.

Ellers er jeg så småt gået i gang med en opgave, hvor Karen Blixens fortællinger, særlig Babettes gæstebud, udgør den litterære del. Jeg har egentlig ikke læst særlig meget Karen Blixen, så det må sige at være skæbnens ironi, at jeg rejse ud og derefter vender blikket Danmark og nærstudere kulturarven. Som sådan handler omgaven dog ikke om Blixen, jeg skal blot arbejde med hendes tekster i forhold til spørgsmål om realisme, allegorier og den sproglige erkendelse af verden – temmelig abstrakt so far.   

Det var alt for denne gang. I dag genåbner Lenbachhaus, et museum der bl.a. har en stor samling af tyske ekspressionistiske kunstværker. Helt frem til søndag er det gratis, så i weekenden må jeg inden om og se på flotte farver.

Øverst Kandinsky, nederst Franz Marc (tror jeg nok). Fra en udstilling på Neues Pinakothek. Farveintensiteten er desværre falmet voldsomt på mine gengivelser.