Så er alt i gang

Min roommate Jamie har fået bugt med sit jet-lag, jeg har fået læst alt jeg skulle, og undervisningen er startet. Den største udfordring er, at enkelte forelæsere taler speed-talk engelsk - dagens underviser var af den slags, men jeg satser stærkt på at blive vant til det, så jeg i slutningen af august både kan følge forlæserens argumenter, skrive noter og tænke samtidig.
I går var jeg på det jødiske museum med en gruppe fra skolen. Jeg havde, efter at have læst en masse om det i forbindelse med min undervisning hjemme, virkelig set frem til at føle Liebeskinds bygning på egen krop. Uheldigvis havde vi fået en meget entusiatisk og dum guide, der, muligvis ubevidst, gjorde sit bedste for at fortolke bygningen entydigt. Derudover var bygningen, selvfølgelig, fyldt med mennesker, og udstillingen i korridorerne var konstrueret på en sådan måde, at også den påvirkede til en ensrettet fortælling om jøderne. Alt dette førte til, at jeg faktisk ikke følte mig svimmel i samme grad, som jeg havde forvente (bygningen har skæve vægge og hældende gulve) og derfor blev en smule skuffet. Fotografiet nedenfor er fra et mange tomrum, som Liebeskind har placeret i bygningen i forsøget på at sige noget om tysk-jødisk historie og kultur. Som det eneste - så vidt jeg er orienteret - af tomrummene er det blevet fyldt med et kunstværk, et kunstværk der understøtter ideen bag bygningen. Værkets titel er "Shalekhet": "Gefallenes Laub"/"Fallened Leaves". Idéen er, at man skal gå henover de mange ansigter, hvilket fremmaner en skinger larm - skrig -, og derved blive påvirket til - af en ydre kraft; den påtrængende lyd - at tænke over, hvad disse faldne blade kan symbolisere. Værket befinder sig i museets midlertidlige afdelingen, men jeg tvivler på det nogensinde forsvinder; dertil er det for godt et vidnesbyrdværk og for stærk en turistmagnet.....