søndag den 14. april 2013

Lidt om uni, besøg og Tysklands mørke historie


Det er efterhånden ved at være længe siden, at jeg har skrevet lidt om tidens gang i München. Det var før, jeg fik besøg af Susanne, som  jeg studerer sammen med i København; det var før mor og far kom forbi, og det var, sidst men ikke mindst, før studierne begyndte. De fleste af fagene begynder ikke før næste uge, men jeg tog forskud på glæderne, da jeg valgte et blokseminar, hvor alt undervisningen blev afviklet inden for få dage, og hvor der så undervises hele dagen – for mit vedkommende fra 9-16. Det er lidt af en udfordring at skulle koncentrere sig om et fagligt indhold i seks, syv timer, og det bliver ikke lettere, når alt foregår på tysk. Derfor er jeg på nuværende tidspunkt faktisk lidt i tvivl om, hvor meget jeg har lært – ofte var der en del pointer, jeg slet ikke fik med mig. Men fundamentet for diskussionen – forholdet mellem realisme og allegori – fik jeg da med mig. Jeg kun nåede at læse en brøkdel af teksterne, før undervisningen begyndte, så håber jeg, at det hele kommer til at stå klarere for mig, når jeg læser mig igennem de resterende tekster.

For at bestå skulle jeg, udover at aflevere en opgave (vist nok i maj), også holde et oplæg på et 15–20 minutter, som nævnt tidligere om Walter Benjamins tanker omkring moderniteten (Paris i det 19. århundrede) og allegorien. Det blev til mange, lange aftner med hovedbrud og hjælp fra Danmark med korrekturlæsning af mit oplægsmanuskript. Heldigvis gik det godt; faktisk bedre end jeg havde turde håbe på – mine hænder begyndte f.eks. ikke at ryste – og jeg fik at vide, at jeg havde stillet de rigtige spørgsmål til teksten. Så langt så godt. Nu er den hurdle overstået, og så mangler jeg kun at blive flydende på tysk, så jeg rent faktisk kan deltage i seminardiskussionerne.

Selve undervisningen fandt sted i nazistpartiets gamle hovedkvarter i München, som i dag huser byens institut for kunsthistorie. I stedet for mænd i uniformer vrimler det nu med græske og romerske statuer uden arme, næser og ører. Selvom man måske skal passe på med at sige det for højt, så er bygningen virkelig flot, med rød marmor på de trapperne, brede gange og luftige rum. Hvis man nu bare ihukommer historien og ikke falder om i næsegrus beundring, så tænker jeg det er ok at sætte pris på arkitekturen. Jeg synes også, at det er godt at bygningerne er blevet bevaret, så står de der som et minde om fortiden, samtidig med at har fundet ud af at benytte dem på god vis – de huser ikke bare endnu et par museer, men indgår faktisk aktivt i byens liv. Hitlers Führerbau, der udvendig er en tro kopi af den bygning, jeg fik undervisning i, huser Hochschule für Musik und Theater. En anden af nazitidens bygninger, Haus der Kunst, som blev rejst for den i nazisternes øjne rigtige og gode kunst, er i dag et kunstmuseum, hvor der for tiden bl.a. er en udstilling om Apartheidstyret. I tillæg er der udstilling med nyere og mere abstrakt kunst; det som nazisterne helt sikkert ville have klassificeret som degenereret kunst. Haus der Kunst er også en meget overvældende bygning, og når man går rundt i de store og højloftede sale føler man sig lille. Jeg var på Haus der Kunst med Susanne og tog også mor og far med hen for at se bygningen, der ligger i yderkanten af byens Englischer Garten. Bygningen var stort set intakt, da krigen sluttede, fordi tyskerne havde sat planter på det flade tag og derved narret de allierede til at tro, at bygningen blot var træer i parken.
Haus der Kunst med sin imponerende søjlegang






































Ved siden af bygningen løber en af Isars forgreninger gennem haven, og vandet falder på dette sted sådan, at man kan surfe der! – og det er der altid nogen, som gør, og de gør det i alt slags vejr; læg bl.a. mærke til sneen. Derfor er jeg faktisk begyndt at overveje, om de får penge for at tilbringe hele dagen der – det er nemlig lidt af en turistattraktion, bl.a. var det omtalt i Susannes guidebog – men indtil videre har jeg ikke kunne få det bekræftet.  



Da jeg havde besøg i slutningen af marts, var det forbandet koldt, og som man kan se på billedet også snevejr. Nu ser det dog ud til – 7,9,13 – at foråret er kommet. Både i dag og i går sad jeg udenfor og drak kaffe i solen, og mine lår begyndte at brænde i de sorte jeans.
Men for lige at vendt tilbage til besøgene, så fik jeg vist byen frem, noget jeg havde glædet mig til, og jeg fik afprøvet en håndfuld spisesteder. Derudover  var besøgene også en kærkommen lejlighed til at være lidt turistet i byen. Sammen med Susanne var jeg på ovennævnte Haus der Kunst, og derudover gik vejen forbi Hofbräuhaus, et bryggeri med oktoberfeststemning hele året (folk i dirnl, lederhosen og tuba- og trompetorkester). Vi var blevet inviteret derind af nordmændene, som også havde besøg fra det skandinaviske, og det var lidt af en oplevelse, og helt klart ikke et sted, jeg kommer til at frekventere jævnligt.
Få dage efter Susanne var rejst, kom mor og far så til byen, og jeg fik lov til at spise stor morgenmad på hotellet et par dage i træk - nam nam. Fars rejsemål nr. 1 var at besøge Deutsches Museum og se på flyvere, skibe, ubåde og rumfartøjer i lange baner, så der tilbragte vi flere timer, og da det var påskesøndag og stort set alt andet var lukket, var der sort af mennesker. Heldigvis kom vi tidligt, så det var ikke så galt. Museet har stort set alt inden for mekanik og teknik, deriblandt også en afdeling med musikinstrumenter, hvor klavermekanikken bliver forklaret.



På museet har de bl.a. også en fin samling af cembaloer og gamle klavere

































































Næste dag havde mor og jeg bestemt, at turen skulle gå til Neues Pinakothek, hvor der var en udstilling med en tysk landskabsmaler. Derudover har museet en forholdsvis stor samling, som bl.a. tæller et af van Goghs solskikkebilleder, og flere malerier af Caspar David Friedrich, min ynglingsmaler blandt romantikerne. Efter besøget lagde vi vejen forbi Rezidenspalæet, blot for at konstatere, at det havde vi altså ikke behøvet at gøre. Det eneste lidt underholdende var den amerikanske turist, der med en audioguide i hånden og panik i stemmen, skyndede på sine børn og sagde, at de kun havde 2 timer til 99 rum - oh my god - stakkels børn. 

Nedenfor har jeg vedhæftet lidt billeder fra Dachau og Schloß Neuschwanstein, hvor jeg var med sprogkurset sidst i marts. 
Lysinstallation: fra den bygning hvor de indsatte, der skulle have specialbehandling (læs:tortur), var fanget. Det var en murstensbygning, og der var bidende koldt selv med alt vintertøjet på. 

Instruktion i kz-lejrenes farvekodesystem. Vores meget kompetente guide fortalte bl.a., at Hitler aldrig selv satte fødderne i kz-lejrene, og at han aldrig har skrevet eller udtalt sig om fænomenet - det vidste jeg ikke. Derudover lærte jeg, at Dachau var den første kz-lejr; den åbnede i 1933, og jeg var faktisk i lejren på 80-årsdagens for åbningen. Lejrene var ikke en udryddelseslejr, lejrenes gaskammer blev aldrig taget brugt, og derfor er dødstallet fra åbningsåret og til krigens afslutning relativt lavt (32.000 vist nok på tolv år) sammenlignet med dødstallet fra udrydelseslejrene. I  Auschwitz blev der, vist nok, dræbt omkring 1 million mennesker på fem år. 


Skulptur i Dachau på lejrenes appelplads. Skulpturen er rejst til minde om alle dem, der begik selvmord ved at gå ind i det elektriske hegn. Vores guide fortalte at det ofte skete under de meget lange appelseancer. Når de meget afkræftede indsatte ikke længere kunne holde ud at stå og vente i frost og kulde, gik de i hegnet, og efter ca. 3 minutter var det så slut med det liv.  

Leise (dansker) og mig på en bro over en meget, meget dyb kløft. Man kan ane slottet til venstre i billedet. På billedet, og billedet nedenfor, kan man også ane, hvordan Bayerns bjerglandskab tager sig ud. Det er ikke noget med at landskabet først bliver voldsomt bakket og langsomt bliver til bjerge. Tværtimod er der temmelig fladt, og så pludselig står bjergene der.   

Sammen med Leise og de to herrer på billede - Jonas og Øystein - kravlede jeg af (u)autoriserede stier op til endu et udsigtspunkt. Slottet Neuschwanstein er eftersigende forbilledet for Disneyslottet. Kong Ludwig II af Bayern var helt vild med Wagners operaer og middelalderen, så rummene er temmelig lavloftede, og hvert rum har et tema fra Wagners operaer - soveværelset er eksempelvis udsmykket med vægmalerier, der består af scener fra Tristan og Isolde. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar