Paven er ikke længere tysker, seks politimænd er mere end nok, lykken er en kniv, der kan skære, Salzburg var måske mere held en forstand, og litteraturvidenskab har ingen udvekslingsaftale med litteraturvidenskab i München…

Ovenstående kan læses som en opsummering af den sidste halvanden uges tid i mit liv. Skal det udfoldes lidt, så kan jeg sige, at nu er jeg flyttet, og flyttet betyder, at jeg nu har adgang til et køkken, hvor jeg har lyst til at lave mad, og hvor der er knive, som ubesværet skærer gennem en gulerod. 

Den gamle trappe. Træet knirker, og alderen afsløres af fordybningerne i trinene.
Jeg bor ind ad døren til venstre. 

Udsigt til min altan. Jeg bor på anden etage og deler altanen med Daniel.
Min dør er den venstre. 

Som nogen af jer måske har hørt, så havde jeg sammen med to nordmænd den hyggelige oplevelse at blive stoppet af seks politimænd på vej op fra undergrunden. I deres øjne lignede mindst to af os nogen, som kunne finde på at have hash i tasken, noget der vist ikke, så vidt jeg kunne forstå på ordensmagten, er tilladt. Hvis man kan kalde det en slags dramatik, så stopper den forgangne uges dramatik ikke her. Sidste lørdag var der arrangeret tur til Salzburg for deltagerne på sprogkurset. Byen ligger ikke længere væk end en to timers bustur, såfremt man da undgår uheld – og det gjorde vi ikke! Buschaufføren fik et mindre slagtilfælde og kørte ind i autoværnet. Heldigvis var der relativt lidt trafik, og farten var ikke alt for høj, så vi slap med skrækken og ventetiden på politi og ambulance. Chaufføren kom i øvrigt, med hjælp fra en gruppe speciallægestuderende, til hægterne før ambulancen kom. Og som om dette ikke var nok, så besvimede en af de franske udvekslingsstuderende, da han havde gået godt og vel tyve meter i Salzburg, pga. træthed efter den forrige dags fest og flere timer i en meget varm bus.

Og så til Salzburg som Salzburg – hvad er der at sige om den by? Ikke meget. Antallet af kirker inden for en begrænset radius er bemærkelsesværdigt højt, der er så mange turister, at det føles som et besøg i Tivoli. Derudover er Salzburg byen, hvor familien Trapp boede, og hvor ’Sound of Music’ blev indspillet – og det forstår byens turistkontor at profitere af. Man kan købe sig adgang til en bustur og eller en guidet vandretur rundt til de mange locations. Sidstnævnte varer intet mindre end fire timer, og til min store ærgrelse (!) var turen startet, da jeg kom, og derfor blev det ikke til mere Sound of Music-magi end en tur i Mirabellgarten, hvor en del af ’Do, Re, Mi’-sangen blev filmet, og et smut forbi et af byens museer, hvor der på tredje år er en udstilling om den rigtige familien Trapp. Jeg lod dog udstilling være udstilling, og undrede mig lidt over den klækkelige sum penge, som entréen kostede - tænk at nogen gider. 

Salzburg = Mozartland. Der er mindst to Mozartmuseer i byen.
Klog af skade (besøg på forfattermuseer) valgte jeg at blive væk.
Det er svært at udstille lyd.

Udsigt til borgen fra en af byens kirkegårde.

Detalje fra samme kirkegård. 

Foran bygningen med den flerårige udstilling om familien Trapp. Skiltet angiver bl.a. afstanden til Ellis Island.

Eksteriør fra Sound of Music - tjek selv, minuttal 2:16 nedenfor :)
Jeg elsker i øvrigt, at filmen præsenteres som "the perfect motion picture that touches
every note in the whole scale of human emotions." 

Derudover har den sidste halvanden uges budt på to biografbesøg – en mindre god film med sprogkurset, og en langt bedre film om den jødiske filosof Hannah Arendt, som jeg absolut vil anbefale som seværdig. Filmen portrætterer Arendts dækning af den israelske stats retssag mod Adolf Eichmann, der som bekendt havde ansvaret for deportationen af jøderne under Anden Verdenskrig. Der fokuseres hovedsageligt på den store debat, som Arendts artikler i The New Yorker affødte, og på de personlige omkostninger, som sagen fik for hende. Det var interessant at se, for det var helt klart ikke noget, jeg skænkede en tanke, da jeg læste bogen.

I går (onsdag) var jeg i selskab med en af mine norske venner på jazzklubben Unterfahrt, som ligger et (langt) stenkast fra min lejlighed. Det var en god koncert med en canadisk musiker, Anna Webber, der bl.a. spillede jazz på sin tværfløjte(!), ledsaget af klaver, sax, klarinet, xylofon og ikke mindre end to trommesæt. Unterfahrt er Münchens pendant til Jazzhouse, stedet er blot mindre og derfor også meget mere intimt. 

Med hensyn til mit studieliv så er skemaet ved at være på plads, og jeg har været til møde med en af 

professorerne i litteraturvidenskab. Robert Stockhammer, som han hedder, kunne oplyse mig om, at litteraturvidenskab ved Ludwig-Maximilians-Universität sådan set ingen Erasmusaftale har. Lidt af en overraskelse, selvom jeg vist nok på et tidspunkt har set nogle papirer eller fået en mail, hvor der stod noget om germanistik. Jeg gider dog ikke læse germanistik, og det kommer jeg heller ikke til. De fleste fag udbydes nemlig af mere end et fakultet, og det betyder at valgfriheden mht. kurser er enorm. For de der måtte være interesseret, så kan jeg fortælle, at der er fem fag på programmet, hvilket kun beløber sig til 24 ECTS-point. I Danmark skal man tage 30 ECTS-point på et semester, og som regel kan det dækkes med to fag. Dette undrede professor Stockhammer sig en del over, og så gjorde han mig opmærksom på, at det er det rene vanvid at tage 30 ECTS-point i Tyskland på et semester - det er den direkte vej til sammenbrud og stress, sagde han, og jeg tror ham. Jeg har fået tilsendt læseplaner og pensumopgivelser for flere af fagene, og det bliver hårdt. De fem fag, tre seminarer og to forelæsninger, jeg skal have er:

1. Orientering – et grundfag der skal sikre, at alle studerende ved universitetet har samme teoretiske og litterære referenceramme. Jeg skal bl.a. læse ’Ødipus’, ’Antigone’ og ’På sporet af den tabte tid’. Værkerne tilsættes teori, bl.a. Hegel, som jeg glæder mig meget til at få læst.
2. Sprechakte – grundbogen er filosoffen Austins ’How to do Things With Words’, og vi skal diskutere om og, hvis ja, hvordan litterære ytringer adskiller sig fra andre sprogakter. Faget undervises af ovennævnte Stockhammer. I Tyskland skal jeg, ligesom i Danmark, holde et oplæg i hvert fag, men Stockhammer har sin egen fortolkning af, hvordan det skal forløbe: De studerende har ansvaret for at strukturere mindst en times undervisning, hvilket helt sikkert bliver sjovt, svært, så jeg skal nok få min sag for, og det samme skal jeg også få i faget ’Realismus und Allegorie’.
3. Realismus und Allegorie – et tværfagligt fag hvor vi skal diskutere, om og hvordan realistisk kunst trækker på allegoriske repræsentationer af verden. Fokus bliver Flauberts ’Madame Bovary’ og Theodor Fontanes ’Effi Briest’ (Det tyske bud på en roman om en utro hustru). Begge bøger har jeg læst, og dertil kommer Cezannes malerier. Det mest angstprovokerende ved faget er dog oplægget, som skal være klar om godt og vel tre uger. Alle undervisningsgangene afvikles i løbet af en uge mellem 9-17, og da jeg tilmeldte mig så sent – den udvekslingsstuderendes lod – er stort set alle oplæggene delt ud. Jeg har derfor fået valget mellem Cezanne, som jeg intet fagligt belæg har for at udtale mig om, og den tyske filosof Walter Benjamin, som ikke just er kendt for at være let tilgængeligt. Bedre bliver det naturlig vis ikke af, at det er hans utrolig lange ungdomsafhandling om det tyske sørgespils oprindelse, der er på programmet, og at den skal læses på tysk. Tre uger er pludselig meget, meget kort tid!!!
4. Psychoanalyse der Literatur – Literatur der psychoanalyse – en forelæsning; temaet er vist åbenlyst.
5. Traum, Alptraum und Text – en forlæsning om forholdet mellem drøm, mareridt og litteratur; kommer også til at handle en del om psykoanalyse.

Hvis det ikke er selvindlysende, så får jeg nok at se til. Det betyder dog ikke, at besøg ikke meget velkommende. De første kommer allerede i næste uge, og jeg glæder mig meget til at kunne vise byen, og ikke mindst mit kvarter frem, hvor bygningerne er holdt i douce og pastel, hvor den ene karnapper er mere fantasifuldt udformet end den anden, og hvor udsmykningen på husmurene varierer over temaerne mandsansigt, blomster og vindruer, ofte i en skøn blanding. Jeg glæder mig til at drikke en kaffe i solen på en fortovscafé og til at spadsere i gennem byens mange parker, ad de små gader og over de fine pladser. Men alt det, når den tid kommer. I morgen står Tysklands mørke historie på programmet, for turen går til Dachau. Lørdag løftes det tunge slør dog igen, for da drager jeg mod Neuschwanstein, et imposant og temmelig stilforvirret slot, bygget af kong Ludwig den 2. til ære for Richard Wagner.

Det er vist alt for nu. Langt og meget. Og hvis du er nået så langt, så takker jeg for opmærksomheden (det har jeg nemlig lært på sprogkurset - venlighed er en dyd!)

Detalje fra Salzburg. Når der er grønt lys, cykler cyklisten naturligvis :)

En stak oplysende bøger i en boghandel fra den nu forhenværende pave.