Farvel og på gensyn

Mens jeg sidder dette, sidder jeg i toget på vej mod St. Magarethen, Chur og St. Moritz. Vi har lige forladt hovedbanegården i München, og jeg er klar til mit farvel og på gensyn til München. Den sidste halvanden uge har været hektisk. Jeg fik besøg af Lif midt i eksamenslæsningen, sammen fik vi set nogle af de ting, der stod på min to-do-liste, bl.a. Nymphenburger Schlosspark og Kehlsteinhaus. Jeg har ingen billeder fra den store, dejlige slotspark med snoede skovstier, højt græs og vilde rådyr, men til gengæld har vedhæftet nogle billeder fra Kehlsteinhaus. Vejen der op var ikke for folk med højdeskræk, udsigten er fabelagtig, maden mindre god og selve huset var lavet om til en restaurant, rippet for interiør fra Hitlers tid, på nær den kamin, som han vist nok fik foræret af Mussolini.

Naturdetalje Kehlsteinhaus

Udsigt fra Kehlsteinhaus mod Königsee

Kaminen som efter sigende er en gave fra Mussolini

Tunnelen som fører ind til elvatoren. Den er bred nok til, at en bil kan køre der ind. 

Eksamenerne er efter omstændighederne gået okay; jeg satser meget stærkt på at være bestået, og nu er jeg, i hvert fald for en stund, færdig med at studere fallossymboler, Freuds biografiske læsning af Dostojevskij, neuroser, psykoser og drømmetydning. I løbet af de sidste par måneder har jeg holdt tre oplæg og skrevet to eksamener på tysk, og selv om jeg lang fra taler flydende og mestrer grammatikken, så går det meget, meget bedre end i marts måned. Jeg mangler stadig to opgaver, som jeg skal skrive på sommerophold i Birkerød, før jeg til september flytter tilbage til København. På den måde går der i hvert fald en måned, før mine sprogfærdigheder begynder at degenerere.

Tilføj billedtekst

Lidt detaljer fra universitetet. Buste af Sophie Scholl og en væg-
udsmykning til minde om hele gruppen. På universitetet får de stu-
derende overrakt hvide roser til diminsionsfesten. 

Afsked betyder også statustid. Jeg har fået set og gjort meget af det, som jeg ville se, mens andet så som operaer og koncerter er blevet fravalgt pga. billetprisen og udsolgte sæder. Jeg har været mere i biografen og på museum det sidste halve år, end jeg var hele det sidste år i København, og så sent som i går besøgte jeg udstilling med det nordiske lys, landskab og interiør som hovedfokus. Jeg morede mig med at gætte malernes nationalitet på baggrund af sceneriet, noget der faktisk var temmelig let. Sølandskaberne var oftest fra Finland, de øde naturscenerier fra Island og de røde huse og midsommerstangen fra Sverige. Udstillingen ser desværre ikke ud til at være på vej til København, hvilket er ærgerligt, for den er absolut anbefalelsesværdig – så køb en billet til München. Malernes evne til at fange fantastiske lysvirkninger var, som kuratorerne også fremhævede, helt formidabel. Det er jo ikke fordi, jeg ikke før har hørt tale om det nordiske lys, men med så mange billeder fra hele norden bliver det virkelig i øjenfaldende.

En ting jeg endnu mangler er en svømmetur i Isar, noget som ellers har været indbydende i løbet af de sidste par dage med 30 graders varme. Men det kan nås endnu, når jeg i slutningen af august rejser tilbage for at hente resten af mine ting og aflevere nøglerne lejligheden. Jeg glæder mig til at komme hjem til Danmark og se jer alle sammen igen, men først går turen til Schweiz, Italien og mors runde fødselsdag. Jeg skal med Europas langsomste hurtigtog gennem Schweiz, og det bliver en meget, meget smuk tur, tror jeg, men også lang. Klokken 06:43 forlod toget München, lige nu kører vi gennem korngule marker og knejsende majs, og først lidt over to når jeg min endedestination. På det tidspunkt vil jeg have tilbagelagt mindst 1000 højdemeter, og det flade landskab vil være blevet til vilde bjerge.

Fra Chur til St. Moritz er der to timers fantastisk flot togtur på en Unescofredet strækning. 

Værelsesudsigt

Fra den bayerske natur

Juni lakker mod enden, og temperaturen er faldet fra hedebølgevarme 35 grader til 15 grader, blæst, regn, fugt og efterårsstemning. At juni lakker mod enden betyder også, at undervisningen nærmer sig slutningen, hvilket dog, desværre, ikke kommer til at betyde sommerferie, men opgaveskrivning – sandsynligvis i hele august.

Jeg har endelig fået gjort en af de ting, jeg kom til München for – at vandre i den bogstavelig talt bjergtagende natur. At det tog måneder, før jeg kom ud i de bayerske skove, har to årsager: det virkelig dårlige forårsvejr og et par glemte vandrestøvler i Danmark. Heldigvis havde Cecilie mine støvler med, da hun var på besøg, og for godt 14 dage siden drog jeg ud i Alpenvorland sammen med nordmanden Trym. At komme ud i bjergene var ikke så lige til, for den regn, som i slutningen af maj og begyndelsen af juni fik vandstanden i de Syd- og Østeuropæiske floder til at stige til hidtil usete højder, havde også lagt dele af banestrækningen under vand, og vi måtte skifte tog og bus flere gange. Vi havde udset os en rundtur estimeret til syv timer effektiv gåtid – vi brugte fem timer, holdt i tillæg pause i rundt regnet to timer og undrede os over, at de fleste vandrelaug altid antager, at man bevæger sig i sneglefart. 

På grund af den lange transporttid begyndte vi først at gå omkring klokken elleve, så da vi lidt i seks ramte landevejen og skulle med en bus til stationen, var dagens sidste bus gået. Heldigvis mødte vi et indisk par, som gav os en lift til stationen. Da vi endelig kom tilbage til München omkring kl. ni efter en togtur med meget fulde, gamle mænd med et arsenal af dumme, sexistiske bemærkninger, var jeg godt kvæstet, men på den gode måde. Træt som man bliver træt af flere timer i frisk luft, træt i benene og mæt på indtryk. Der er flot i Alpenvorland, rigtig flot. Grønt og bølgende, men skrænter og enkelte bjergtoppe varsler om den vildskab, som lurer i horisonten, hvor de østrigske alper knejser med deres hvide tinder. 

Turens mål var hytten Rotwandhaus, en stor brotzeitteller med ost og kød fra dalen og den obligatoriske weissbier. Vejen gik gennem skov, langs klukkende vandløb med små vandfald, over enge med køer, gennem mudder, sne og sten, og efter 40 minutters ventetid fik vi vores velfortjent frokosttallerken. Det var årets første rigtig varme lørdag, og da man let kan komme frem til hytten ved først at tage en bjergbane og derefter gå ad en bred grusvej, vrimlede det med folk – alt fra en pige i sandaler, der hører hjemme på den franske sydkyst til amerikanske turister og sågar et dansk ægtepar.

Jeg har planer om endnu en tur i samme område; til toppen af ”Zauberberg”, det bjerg som efter sigende har lagt navn til Thomas Manns roman, men vejret skal dog lige arte sig, og jeg skal have tid, ikke mindst. Hitlers Ørnereden skal jeg dog nå at besøge, inden jeg vender hjem igen. Jeg håber, jeg kan få tid til begge ture. 

Juni måneds forårsblomster. På vej ud af granskoven holdt vi dagens første hvil, og til
Tryms store ærgrelse, var den chokolade, som skulle have været en glædelig overraskelse,
smeltet pga. varmen fra hans ryg.  

Køer på græs og duften af brændt træ fra skorstenen. 

Lyset på billedet er dårligt, men der på toppen af bjergkammen lå dagens mål:
Rotwandhaus.
Nedenfor et billede af det kongelige frokostmåltid og en knastør ostekage.

Udsigt mod Østrig. På billedet kan man desværre ikke se, hvor skarpt bjergene i horisonten i virkeligheden stod. 

Et pitstop på vej ned fra hytten. Bjergvæggen til højre for mig blev flittigt brugt af
klatrere. 

I mandags holdt jeg mit sidste oplæg på tysk. Et rigtigt oplæg var det nu ikke, for i rundt regnet en times tid skulle jeg tale og styre diskussionen om Shakespearetragedien ”Coriolanus” og teoretikeren Stanley Fishs læsning af denne. Alt taget i betragtning gik det vist ganske fint, men situationen vil jeg ikke betegne som behagelig. Stort set ingen havde læst, så diskussionen gik mere end meget trægt. Det manglende entusiasme tror jeg næppe skal tilskrives læsemængden, men snarere at faget er meget kedeligt – jeg finder det sågar tæt på ligegyldigt. Flere af de tyske studerende synes også, at faget er gabende kedeligt, hvilket er en lille trøst for mig, da det betyder, at min kedsomhed ikke (kun) skyldes, at alt bliver lost in translation.

På lørdag starter filmfestivalen i München. Jeg køber et partoutkort til fem film; jeg har ikke tid til og kan mentalt ikke overskue elleve film på en uge. Planen er at se en del af de film, som deltog i hovedkonkurrence på Cannes filmfestivalen, og jeg starter med ”Only God Forgives” på lørdag, som endnu ikke har fået tysk biografpræmiere.

Det bliver alt for nu, for jeg må tilbage til bøgerne. I morgen er der Opera i det fri på Max-Joseph-Platz, så hvis vejret holder, bliver det nok til en fredag aften i selskab med Wagner og Verdi.

Fra et sted i kvarteret. 

Endnu et natbillede. Hver gang jeg skal hjem, må jeg over floden,
og jeg bliver altid tryllebundet af byen og månelysets dans på
den krusede vandoverflade. Klokken er tæt på tre, det er fuldmåne,
og vi har lige sagt farvel til Trym og hans kæreste, der har forladt
byen. Jeg har stadig en del undervisning tilbage, så det er
mærkelig og lidt vemodigt, at fok allerede begynder at pakke
deres kufferter og rejse væk. Selvom jeg glæder mig til at komme
hjem, så føles det lige pludselig som om, at tiden er gået vanvittig
stærkt, og så alligevel ikke.  

Sådan ser der ud i München – i tørvejr og i regnvejr

Denne gang kommer der en lidt atypisk blogopdatering, som er struktureret rundt om nogle af alle de billeder, jeg har taget den sidste tid. Kvaliteten lader måske noget at ønske, for de fleste er taget med min mobiltelefon. Cecilie har været på besøg, men sats ikke på at kunne udspørger hende om Münchens seværdigheder. For at bruge et rammende dansk udtryk, så pisøsregnede det i al den tid hun var her, og det regnvejr, som har druknet Prag, druknede også os. For at berolige alle med nervøse tilbøjeligheder, så er München ikke oversvømmet, monsterregnen er stoppet, og jeg bor på et af byens højeste punkter. Men vandet står virkelig højt i Isar og brøler af sted med hidtil uhørt styrke. Et par dage til, og floden var gået over sine breder.
Selvom jeg ikke fik vist Cecilie, hvor fin München egentlig er, så nød jeg at have besøg, og vi fik spist god mad, danset, snakket, shoppet og drukket vin.

Første serie handler om fodbold, og alle billederne på nær et er taget i timerne efter, at Bayern München vandt Champions League-finalen. Byen gik bogstavelig talt amok. Romerlys i gaderne, trafikpropper, overfyldte tog og tusinder af mennesker, der vandrede rundt og skreg ”Super Bayern, Super Bayern, hey, hey, hey!” Efter kampen gik jeg på bar med nogle venner og dansede, noget som tyskerne faktisk ikke er særlig glade for – de så mildest talt på os, som var vi fra en anden planet.

Folkevandring på Ludwigstraße. Der er tradition for at fansene samles længere mod nord ad denne gade, på den anden side af triumfbuen, som kan anes på billedet nedenfor.

På Marienplatz havde en gruppe fans overtaget Mariasøjlen.

For nogen blev natten nok lidt for lang og lidt for våd. 

Weekenden efter - da Cecilie var på besøg - vandt Bayern München den tyske pokalfinale, og som det første hold nogensinde har de vundet Champions League, Bundesligaen og pokalfinalen i samme sæson. Søndag skulle holdet fejres med paradekørsel og jubelscener på Marienplatz, men vejret gjorde et betydeligt indhug i fremmødet. Da vi var i nærheden - vi havde besøgt en fantastisk udstilling om 1970'ernes mode og musik - lagde vi vejen forbi konditoriet på Marienplatz og oplevede lidt fodboldfeber.

På caféen satte de tv op, så man kunne følge med i alt det, der foregik
 lige uden for vinduerne. Schweinsteiger og Robben - ham med hatten.

Dernæst nogle billeder fra universitetets hovedbygning, der er meget, meget flot.

Trappen og orglet i hovedbygningen. 

Udsigten fra vinduerne under orglet. Det hvide detaljer er ikke skrald,
men derimod Weiße Roses flyveblade indhugget i sten. Modstands-
gruppen har også et museum inden i selve hovedbygningen,
hvor der også er en buste af Sophie Scholl.

Udsnit af hovedbygningen. 

Jeg er vild med det her ur. Det er mindst ligeså højt som mig og består
af utrolig mange, meget små forgyldte fliser. 

Derudover billeder fra byen, inkl. billeder af Isar med enorme mængder vand. Jeg var absolut ikke den eneste, der stoppede på broen for at dokumentere vandmængderne.

Detaljer fra Fredsengelsøjlen som er rejst til minde om de 25 år med fred efter tyskernes krig mod Frankrig i 1870/71. Hvis nogen skulle begynde at overveje, om jeg er vild med mosaikker, så er svaret: ja, og faktisk måtte jeg begå en mindre forbrydelse for at tage billederne. Man må nemlig ikke betræde søjlens fundament.

Altandetalje i regnvejr

Et tørvejrsøjeblik

Fra et vindue i kvarteret.

Når det endelig har været tørvejr, hvilket det oftes har været om natten,
 har jeg ikke kunne få mig selv til at tage sporvogn eller tog hjem.
Selvom det siger de færresteaf jer særlig meget, så er dette billede taget
på Zwischenbrücke ved Deutsche Museum. Museets tårn kan
anes på billedet nedenfor, som er taget på Maximilianbrücke.
Bevæger man sig over denne bro, har man udsigt til Maximilianeum,
den store bygning som huser bayerische landtag.  

Detalje fra en gård i bymidten. 

Sådan ser Isar ud efter flere uger med regnvejr og en weekend med non-stop-regn. 

Dette billede har jeg vist før. Med lidt god vilje kan man måske ane strømforskellen. I dag står vandet mindst op til buernes begyndelse, og det søde lille vandfald findes ikke mere. 

Cecilie og jeg spiste bl.a. dessert...

... og sidste aften drak vi øl i stedet for vin. Vejret var så dårligt, at nogle
af gadens restauranter holdt lukket. Vi endte derfor hos min nabo - den
indiske restaurant. 

Forår, hverdag, blomster i flor og tyske særheder

Det blevet maj, og der er løbet meget vand i åen, siden jeg sidst har skrevet. Ikke fordi jeg har haft vanvittigt travlt, har været på verdenserobrende togter eller andet i den stil, men fordi hverdagen har fået godt tage i mig. Dagene går med at stå op, drage på læsesalen, have lidt undervisning, læse lidt mere, træne, være social og sove. Når jeg endelig har et frit øjeblik, tilbringer jeg det hellere udenfor end foran computeren. Foråret er for alvor kommet til det sydtyske, og det entrerede som sommer med 25 grader, blomster i flor og bare ben og kjoler. Siden har vi fået mere forårsagtige temperaturer, dage med regn og blæst. Alt er dog sprunget ud, og den tæt bevoksede park, som lægger stier til mine løbeture, er nu dækket af en frisk, tykt, saftiggrønt løvtag. Ligesom i Danmark vælter folk ud på gaden, når de første forårssolstråler giver en svag varme, og intet skal afholde to damer med stålfarvet hår fra at begynde på weinschorle (vin med danskvand og andet godt) og Camparidrinks før klokken 12.

Forårsblomster på Bordeaux-Platz 

Endnu en deltaje fra Bordeaux-Platz. Denne gang fra det bassinagtige springvand.

På det sidste har jeg fået set en hel del fodbold og har dermed fulgt Bayern Münchens vej til Champions League-finalen. Hvis de vinder, bliver byen lagt ned af eufori; det kan jo kun blive vildere end i de forgangne uger. At se en Champions League-kamp på en bar i København kan på ingen måde sammenlignes med oplevelsen her i byen. Udtrykket ”at være stuvet sammen som sild i en tønde” har fået en hel ny betydning, efter at jeg har stået klinet op af fremmede og bekendte med sveden løbende ned langs rygsøjlen, og set på folk, der råbende, klappende, skubbende og øldrikkende synger sig gennem kampens 90 minutter. Brandvæsnets vurderinger af hvor mange personer, der maksimalt må være i de forskellige barer, bliver på disse kampdage en by i Rusland.

Jeg har haft besøg af Louise, og sammen var vi også forbi Frühlingsfesten, der er en mindre version af den årlige Oktoberfest for at se fyrværkeri. Siden kom jeg tilbage, fordi venner og bekendte blandt de udvekslingsstuderende ville der hen. Selvom der kun er to – enorme – øltelte og et mindre tivoliland, så vrimler det med folk, ofte iklædt den sydtyske nationaldragt dirnl og lederhosen. Ølteltene er stopfyldte, øllen serveres kun i 1 liters glas, der er orkestre, som spiller, hvad der svarer til dansktopmusik, og folk står på bænkene og skråler med på sangene. Man kunne let forledes til at drage den konklusion, at her forsamles en bestemt gruppe af mennesker, men sådan er det ikke – alle samfundslag er repræsenteret, og det er som om, at den tyske psyke kan favne højkultur og halbal uden at skizofrenien slår igennem.

Derudover er jeg begyndt at træne med en tysk skiklub. I Danmark vrimler det med voksne til skitræningen, her er det stort set kun børn og teenagere. Det gør dog ikke så meget, for jeg får presset mig selv, får løbet bakkeintervaller og talt tysk med børnene, der tester hinanden i Mosebøgernes navne og interesserer sig for det danske kongehus. Jeg var bl.a. til træning, da dronningen blev til konge i Holland, og jeg er sikker på, at jeg ville være steget i graderne hos drengen med de glødende royale interesser, hvis jeg havde haft en anden national baggrund.

Sidste weekend i april bød på loppemarkedet i kvarteret. Et par af de unge mænd, som bor i
min bygning, havde en vaffelbod, og Louise og jeg nød dem i solskinnet på altanen. 

Detalje fra kvarteret

Udsigt fra broen over Isar. De vrimler med trapper ned til vandet.

En anden bro over Isar. Der er store statuer på flere af broerne, og jeg føler mig hensat til Lord of the Rings og en middelalderstemning, når jeg passerer dem. Min løberute i kvarteret bringer mig altid forbi det brusende vand.

På universitetet går det so wie so. Meget tid tilbringes på læsesalene, og jeg savner laissez-faire-attituden fra KUA, hvor kaffekoppen godt må komme ind på biblioteket. Hernede er de fuldstændig hysteriske. Af sikkerhedsmæssige årsager, for at undgå tyveri, skal private ejendele bæres ind på læsesalen i en gennemsigtige pose – vandflasker skal for resten og så være klare, og der gøres ingen undtagelser. Man skal aflevere studiekort, når man går ind og tage en seddel der angiver nummeret af bøger, man selv medbringer. Det er ligesom at prøve tøj i H&M, og man føler sig anklaget for tyveri, før man kommer ind. Tag denne sikkerhedsbesættelse og kombiner den med en enorm tillid: De studerende efterlader rask væk deres skov af nyindkøbte Mac-produkter på læsesalen i flere timer og lader tasker stå uden opsyn på et meget trafikeret toilet – dem er der naturligvis ingen der vil stjæle, men en gammel stiv Jane Austen-bog fyldt med streger og noter, den vil selvfølgelig blive stjålet.

Med hensyn til undervisningen så er forelæsningerne er ikke det store problem, jeg forstår, hvad der bliver sagt og kan følge argumentationsrækkerne osv. Den ene af mine forelæsere forekommer mig dog at have et lidt usundt forhold til Freud (måske er denne opfattelse faktisk grundet i dårlig forståelse), og det er mig endnu uklart, om hans kursus har et historisk tilsnit og skal forklare Freuds interesse for russisk litteratur, eller om forelæseren reelt set mener, at Freuds psykoanalytiske model er i tiptop form. Efter at have læst en temmelig lang tekst om næsens(!) betydning i litteraturen, er jeg ikke kommet afklaringen et skridt nærmere, men jeg ved, at i den fortælling, hvor en mand vågner op uden næse, så fungerer næsen både som fallos, er et udtryk for kastrationsangst og mandens iboende kvindelighed – bed mig venligst ikke uddybe!

Seminarerne er lidt en anden historie. De er bygget op omkring studenterdeltagelse, og selv om det går relativt godt at tale hverdagstysk, så er det stort set umuligt for mig at deltage; min hjerne arbejder endnu for langsomt til at formulere krøllede argumentationsrækker i løbet af et splitsekund. I seminarerne står den på nærlæsning, og ofte er der kun en teoretisk eller skønlitterær tekst pr. gang. Det er meget anderledes, end hvad jeg er vandt til hjemmefra, hvor der ofte er et par teoretiske tekster og en skønlitterær tekst som sætte sammen, og jeg kan godt mærke, at jeg savner den arbejdsform –hard core sprogfilosofi med klassificeringer af udsagn bliver ikke bare tørt, men knastørt i længden. Jeg forstår dog godt, hvorfor vi skal læse alle de tekniske, sprogfilosofiske tekster, de er nemlig fundamentet for en diskussion om, på hvilken måde litteraturen er en sproghandling, så langt er vi bare ikke kommet endnu. Alle de studerende skal være med til at strukturere en undervisningsgang, og som en af de eneste har jeg valgt at tage udgangspunkt i en fiktionstekst – den amerikanske digter Anne Carsons oversættelse/gendigtning af den gamle tragedie Antigone.

Ellers er jeg så småt gået i gang med en opgave, hvor Karen Blixens fortællinger, særlig Babettes gæstebud, udgør den litterære del. Jeg har egentlig ikke læst særlig meget Karen Blixen, så det må sige at være skæbnens ironi, at jeg rejse ud og derefter vender blikket Danmark og nærstudere kulturarven. Som sådan handler omgaven dog ikke om Blixen, jeg skal blot arbejde med hendes tekster i forhold til spørgsmål om realisme, allegorier og den sproglige erkendelse af verden – temmelig abstrakt so far.   

Det var alt for denne gang. I dag genåbner Lenbachhaus, et museum der bl.a. har en stor samling af tyske ekspressionistiske kunstværker. Helt frem til søndag er det gratis, så i weekenden må jeg inden om og se på flotte farver.

Øverst Kandinsky, nederst Franz Marc (tror jeg nok). Fra en udstilling på Neues Pinakothek. Farveintensiteten er desværre falmet voldsomt på mine gengivelser.