Fra den bayerske natur

Juni lakker mod enden, og temperaturen er faldet fra hedebølgevarme 35 grader til 15 grader, blæst, regn, fugt og efterårsstemning. At juni lakker mod enden betyder også, at undervisningen nærmer sig slutningen, hvilket dog, desværre, ikke kommer til at betyde sommerferie, men opgaveskrivning – sandsynligvis i hele august.

Jeg har endelig fået gjort en af de ting, jeg kom til München for – at vandre i den bogstavelig talt bjergtagende natur. At det tog måneder, før jeg kom ud i de bayerske skove, har to årsager: det virkelig dårlige forårsvejr og et par glemte vandrestøvler i Danmark. Heldigvis havde Cecilie mine støvler med, da hun var på besøg, og for godt 14 dage siden drog jeg ud i Alpenvorland sammen med nordmanden Trym. At komme ud i bjergene var ikke så lige til, for den regn, som i slutningen af maj og begyndelsen af juni fik vandstanden i de Syd- og Østeuropæiske floder til at stige til hidtil usete højder, havde også lagt dele af banestrækningen under vand, og vi måtte skifte tog og bus flere gange. Vi havde udset os en rundtur estimeret til syv timer effektiv gåtid – vi brugte fem timer, holdt i tillæg pause i rundt regnet to timer og undrede os over, at de fleste vandrelaug altid antager, at man bevæger sig i sneglefart. 

På grund af den lange transporttid begyndte vi først at gå omkring klokken elleve, så da vi lidt i seks ramte landevejen og skulle med en bus til stationen, var dagens sidste bus gået. Heldigvis mødte vi et indisk par, som gav os en lift til stationen. Da vi endelig kom tilbage til München omkring kl. ni efter en togtur med meget fulde, gamle mænd med et arsenal af dumme, sexistiske bemærkninger, var jeg godt kvæstet, men på den gode måde. Træt som man bliver træt af flere timer i frisk luft, træt i benene og mæt på indtryk. Der er flot i Alpenvorland, rigtig flot. Grønt og bølgende, men skrænter og enkelte bjergtoppe varsler om den vildskab, som lurer i horisonten, hvor de østrigske alper knejser med deres hvide tinder. 

Turens mål var hytten Rotwandhaus, en stor brotzeitteller med ost og kød fra dalen og den obligatoriske weissbier. Vejen gik gennem skov, langs klukkende vandløb med små vandfald, over enge med køer, gennem mudder, sne og sten, og efter 40 minutters ventetid fik vi vores velfortjent frokosttallerken. Det var årets første rigtig varme lørdag, og da man let kan komme frem til hytten ved først at tage en bjergbane og derefter gå ad en bred grusvej, vrimlede det med folk – alt fra en pige i sandaler, der hører hjemme på den franske sydkyst til amerikanske turister og sågar et dansk ægtepar.

Jeg har planer om endnu en tur i samme område; til toppen af ”Zauberberg”, det bjerg som efter sigende har lagt navn til Thomas Manns roman, men vejret skal dog lige arte sig, og jeg skal have tid, ikke mindst. Hitlers Ørnereden skal jeg dog nå at besøge, inden jeg vender hjem igen. Jeg håber, jeg kan få tid til begge ture. 

Juni måneds forårsblomster. På vej ud af granskoven holdt vi dagens første hvil, og til
Tryms store ærgrelse, var den chokolade, som skulle have været en glædelig overraskelse,
smeltet pga. varmen fra hans ryg.  

Køer på græs og duften af brændt træ fra skorstenen. 

Lyset på billedet er dårligt, men der på toppen af bjergkammen lå dagens mål:
Rotwandhaus.
Nedenfor et billede af det kongelige frokostmåltid og en knastør ostekage.

Udsigt mod Østrig. På billedet kan man desværre ikke se, hvor skarpt bjergene i horisonten i virkeligheden stod. 

Et pitstop på vej ned fra hytten. Bjergvæggen til højre for mig blev flittigt brugt af
klatrere. 

I mandags holdt jeg mit sidste oplæg på tysk. Et rigtigt oplæg var det nu ikke, for i rundt regnet en times tid skulle jeg tale og styre diskussionen om Shakespearetragedien ”Coriolanus” og teoretikeren Stanley Fishs læsning af denne. Alt taget i betragtning gik det vist ganske fint, men situationen vil jeg ikke betegne som behagelig. Stort set ingen havde læst, så diskussionen gik mere end meget trægt. Det manglende entusiasme tror jeg næppe skal tilskrives læsemængden, men snarere at faget er meget kedeligt – jeg finder det sågar tæt på ligegyldigt. Flere af de tyske studerende synes også, at faget er gabende kedeligt, hvilket er en lille trøst for mig, da det betyder, at min kedsomhed ikke (kun) skyldes, at alt bliver lost in translation.

På lørdag starter filmfestivalen i München. Jeg køber et partoutkort til fem film; jeg har ikke tid til og kan mentalt ikke overskue elleve film på en uge. Planen er at se en del af de film, som deltog i hovedkonkurrence på Cannes filmfestivalen, og jeg starter med ”Only God Forgives” på lørdag, som endnu ikke har fået tysk biografpræmiere.

Det bliver alt for nu, for jeg må tilbage til bøgerne. I morgen er der Opera i det fri på Max-Joseph-Platz, så hvis vejret holder, bliver det nok til en fredag aften i selskab med Wagner og Verdi.

Fra et sted i kvarteret. 

Endnu et natbillede. Hver gang jeg skal hjem, må jeg over floden,
og jeg bliver altid tryllebundet af byen og månelysets dans på
den krusede vandoverflade. Klokken er tæt på tre, det er fuldmåne,
og vi har lige sagt farvel til Trym og hans kæreste, der har forladt
byen. Jeg har stadig en del undervisning tilbage, så det er
mærkelig og lidt vemodigt, at fok allerede begynder at pakke
deres kufferter og rejse væk. Selvom jeg glæder mig til at komme
hjem, så føles det lige pludselig som om, at tiden er gået vanvittig
stærkt, og så alligevel ikke.