Paven er ikke længere tysker, seks politimænd er mere end nok, lykken er en kniv, der kan skære, Salzburg var måske mere held en forstand, og litteraturvidenskab har ingen udvekslingsaftale med litteraturvidenskab i München…

Ovenstående kan læses som en opsummering af den sidste halvanden uges tid i mit liv. Skal det udfoldes lidt, så kan jeg sige, at nu er jeg flyttet, og flyttet betyder, at jeg nu har adgang til et køkken, hvor jeg har lyst til at lave mad, og hvor der er knive, som ubesværet skærer gennem en gulerod. 

Den gamle trappe. Træet knirker, og alderen afsløres af fordybningerne i trinene.
Jeg bor ind ad døren til venstre. 

Udsigt til min altan. Jeg bor på anden etage og deler altanen med Daniel.
Min dør er den venstre. 

Som nogen af jer måske har hørt, så havde jeg sammen med to nordmænd den hyggelige oplevelse at blive stoppet af seks politimænd på vej op fra undergrunden. I deres øjne lignede mindst to af os nogen, som kunne finde på at have hash i tasken, noget der vist ikke, så vidt jeg kunne forstå på ordensmagten, er tilladt. Hvis man kan kalde det en slags dramatik, så stopper den forgangne uges dramatik ikke her. Sidste lørdag var der arrangeret tur til Salzburg for deltagerne på sprogkurset. Byen ligger ikke længere væk end en to timers bustur, såfremt man da undgår uheld – og det gjorde vi ikke! Buschaufføren fik et mindre slagtilfælde og kørte ind i autoværnet. Heldigvis var der relativt lidt trafik, og farten var ikke alt for høj, så vi slap med skrækken og ventetiden på politi og ambulance. Chaufføren kom i øvrigt, med hjælp fra en gruppe speciallægestuderende, til hægterne før ambulancen kom. Og som om dette ikke var nok, så besvimede en af de franske udvekslingsstuderende, da han havde gået godt og vel tyve meter i Salzburg, pga. træthed efter den forrige dags fest og flere timer i en meget varm bus.

Og så til Salzburg som Salzburg – hvad er der at sige om den by? Ikke meget. Antallet af kirker inden for en begrænset radius er bemærkelsesværdigt højt, der er så mange turister, at det føles som et besøg i Tivoli. Derudover er Salzburg byen, hvor familien Trapp boede, og hvor ’Sound of Music’ blev indspillet – og det forstår byens turistkontor at profitere af. Man kan købe sig adgang til en bustur og eller en guidet vandretur rundt til de mange locations. Sidstnævnte varer intet mindre end fire timer, og til min store ærgrelse (!) var turen startet, da jeg kom, og derfor blev det ikke til mere Sound of Music-magi end en tur i Mirabellgarten, hvor en del af ’Do, Re, Mi’-sangen blev filmet, og et smut forbi et af byens museer, hvor der på tredje år er en udstilling om den rigtige familien Trapp. Jeg lod dog udstilling være udstilling, og undrede mig lidt over den klækkelige sum penge, som entréen kostede - tænk at nogen gider. 

Salzburg = Mozartland. Der er mindst to Mozartmuseer i byen.
Klog af skade (besøg på forfattermuseer) valgte jeg at blive væk.
Det er svært at udstille lyd.

Udsigt til borgen fra en af byens kirkegårde.

Detalje fra samme kirkegård. 

Foran bygningen med den flerårige udstilling om familien Trapp. Skiltet angiver bl.a. afstanden til Ellis Island.

Eksteriør fra Sound of Music - tjek selv, minuttal 2:16 nedenfor :)
Jeg elsker i øvrigt, at filmen præsenteres som "the perfect motion picture that touches
every note in the whole scale of human emotions." 

Derudover har den sidste halvanden uges budt på to biografbesøg – en mindre god film med sprogkurset, og en langt bedre film om den jødiske filosof Hannah Arendt, som jeg absolut vil anbefale som seværdig. Filmen portrætterer Arendts dækning af den israelske stats retssag mod Adolf Eichmann, der som bekendt havde ansvaret for deportationen af jøderne under Anden Verdenskrig. Der fokuseres hovedsageligt på den store debat, som Arendts artikler i The New Yorker affødte, og på de personlige omkostninger, som sagen fik for hende. Det var interessant at se, for det var helt klart ikke noget, jeg skænkede en tanke, da jeg læste bogen.

I går (onsdag) var jeg i selskab med en af mine norske venner på jazzklubben Unterfahrt, som ligger et (langt) stenkast fra min lejlighed. Det var en god koncert med en canadisk musiker, Anna Webber, der bl.a. spillede jazz på sin tværfløjte(!), ledsaget af klaver, sax, klarinet, xylofon og ikke mindre end to trommesæt. Unterfahrt er Münchens pendant til Jazzhouse, stedet er blot mindre og derfor også meget mere intimt. 

Med hensyn til mit studieliv så er skemaet ved at være på plads, og jeg har været til møde med en af 

professorerne i litteraturvidenskab. Robert Stockhammer, som han hedder, kunne oplyse mig om, at litteraturvidenskab ved Ludwig-Maximilians-Universität sådan set ingen Erasmusaftale har. Lidt af en overraskelse, selvom jeg vist nok på et tidspunkt har set nogle papirer eller fået en mail, hvor der stod noget om germanistik. Jeg gider dog ikke læse germanistik, og det kommer jeg heller ikke til. De fleste fag udbydes nemlig af mere end et fakultet, og det betyder at valgfriheden mht. kurser er enorm. For de der måtte være interesseret, så kan jeg fortælle, at der er fem fag på programmet, hvilket kun beløber sig til 24 ECTS-point. I Danmark skal man tage 30 ECTS-point på et semester, og som regel kan det dækkes med to fag. Dette undrede professor Stockhammer sig en del over, og så gjorde han mig opmærksom på, at det er det rene vanvid at tage 30 ECTS-point i Tyskland på et semester - det er den direkte vej til sammenbrud og stress, sagde han, og jeg tror ham. Jeg har fået tilsendt læseplaner og pensumopgivelser for flere af fagene, og det bliver hårdt. De fem fag, tre seminarer og to forelæsninger, jeg skal have er:

1. Orientering – et grundfag der skal sikre, at alle studerende ved universitetet har samme teoretiske og litterære referenceramme. Jeg skal bl.a. læse ’Ødipus’, ’Antigone’ og ’På sporet af den tabte tid’. Værkerne tilsættes teori, bl.a. Hegel, som jeg glæder mig meget til at få læst.
2. Sprechakte – grundbogen er filosoffen Austins ’How to do Things With Words’, og vi skal diskutere om og, hvis ja, hvordan litterære ytringer adskiller sig fra andre sprogakter. Faget undervises af ovennævnte Stockhammer. I Tyskland skal jeg, ligesom i Danmark, holde et oplæg i hvert fag, men Stockhammer har sin egen fortolkning af, hvordan det skal forløbe: De studerende har ansvaret for at strukturere mindst en times undervisning, hvilket helt sikkert bliver sjovt, svært, så jeg skal nok få min sag for, og det samme skal jeg også få i faget ’Realismus und Allegorie’.
3. Realismus und Allegorie – et tværfagligt fag hvor vi skal diskutere, om og hvordan realistisk kunst trækker på allegoriske repræsentationer af verden. Fokus bliver Flauberts ’Madame Bovary’ og Theodor Fontanes ’Effi Briest’ (Det tyske bud på en roman om en utro hustru). Begge bøger har jeg læst, og dertil kommer Cezannes malerier. Det mest angstprovokerende ved faget er dog oplægget, som skal være klar om godt og vel tre uger. Alle undervisningsgangene afvikles i løbet af en uge mellem 9-17, og da jeg tilmeldte mig så sent – den udvekslingsstuderendes lod – er stort set alle oplæggene delt ud. Jeg har derfor fået valget mellem Cezanne, som jeg intet fagligt belæg har for at udtale mig om, og den tyske filosof Walter Benjamin, som ikke just er kendt for at være let tilgængeligt. Bedre bliver det naturlig vis ikke af, at det er hans utrolig lange ungdomsafhandling om det tyske sørgespils oprindelse, der er på programmet, og at den skal læses på tysk. Tre uger er pludselig meget, meget kort tid!!!
4. Psychoanalyse der Literatur – Literatur der psychoanalyse – en forelæsning; temaet er vist åbenlyst.
5. Traum, Alptraum und Text – en forlæsning om forholdet mellem drøm, mareridt og litteratur; kommer også til at handle en del om psykoanalyse.

Hvis det ikke er selvindlysende, så får jeg nok at se til. Det betyder dog ikke, at besøg ikke meget velkommende. De første kommer allerede i næste uge, og jeg glæder mig meget til at kunne vise byen, og ikke mindst mit kvarter frem, hvor bygningerne er holdt i douce og pastel, hvor den ene karnapper er mere fantasifuldt udformet end den anden, og hvor udsmykningen på husmurene varierer over temaerne mandsansigt, blomster og vindruer, ofte i en skøn blanding. Jeg glæder mig til at drikke en kaffe i solen på en fortovscafé og til at spadsere i gennem byens mange parker, ad de små gader og over de fine pladser. Men alt det, når den tid kommer. I morgen står Tysklands mørke historie på programmet, for turen går til Dachau. Lørdag løftes det tunge slør dog igen, for da drager jeg mod Neuschwanstein, et imposant og temmelig stilforvirret slot, bygget af kong Ludwig den 2. til ære for Richard Wagner.

Det er vist alt for nu. Langt og meget. Og hvis du er nået så langt, så takker jeg for opmærksomheden (det har jeg nemlig lært på sprogkurset - venlighed er en dyd!)

Detalje fra Salzburg. Når der er grønt lys, cykler cyklisten naturligvis :)

En stak oplysende bøger i en boghandel fra den nu forhenværende pave. 

Tilbage til dinosaurerne og farvel til forstaden

Velkomstreceptionen på skolen

Det er blevet mandag, anden uge på sprogkurset er sat i gang, og jeg er vendt tilbage til dinosaurerne; byens palæontologiske museum holder nemlig til i den bygning på Richard Wagner-Straße, hvor tyskundervisningen foregår. Selve undervisningen er, desværre, ret kedelig – lidt som køretimerne; nødvendige med henblik på fremtidige udskejelser, men uden et intellektuelt indhold der kan holde rastløsheden for døren. Heldigvis er mine studiekammerater søde. Her er folk fra stort set hele verden, ingen amerikanere, men til gengæld ti brasilianere der alle studerer jura. Den første uge er gået med forskellige sociale arrangementer, og for min del med at få dannet mig et overblik over byen (der er blevet gået langt og meget) og boligsøgning. Heldigvis er det ovre nu, og det er gået væsentligt hurtigere end forventet.

På sprogkurset og fra universitetets side har de tudet os ørene fulde om, hvor mange boligsvindlere der er i München. Lejen er også blevet fremhævet som urimelig høj og antallet af værelser som for få. En af årsagerne til det knappe udbud af boliger er, at der ikke må bygges højhuse i byen. For godt og vel 10 år siden stod det højhus, som i dag er kendt som o2-tårnet, færdigt, og med sine 146 meter, glasfacader og stålkonstruktion faldt det absolut ikke i byboernes smag. De fandt det æstetisk uskønt og syntes ikke,  det harmonerede med bydelens udseende og historie, og derfor vedtog bystyret en regel om, at ingen ny bygning i München må være højere end domkirken, Frauenkirches, godt 99 meter høje klokketårne.

Med alt dette præsent i bevidstheden begav jeg mig på boligjagt. Jeg skrev til et par stykker, drog ud og så to værelser, ansøgte om det ene og fik det. Skepsissen og advarslerne fra universitetet lød dog stadig i mine ører, og alarmklokkerne klingede først af, da jeg fik underskrevet kontrakten og set af nøglerne passede i døren.

Jeg skal bo i en treværelses lejlighed, som ligger i hjertet af Haidhausen, det kvarter jeg på forhånd havde udset mig. Lejligheden deler jeg med to mænd på omkring 30 år – Daniel og Gerhard. Daniel arbejder med økonomi, måske skat, mens Gerhard er lydtekniker; han arbejder vist nok med tv og radio. Indtil videre har jeg kun truffet Daniel, som for tiden ikke er meget hjemme, da hans arbejdsgiver i München sender ham til Stuttgart fra mandag til fredag. Gerhard befinder sig for tiden på Madeira og kommer ikke tilbage før efter påske.

Mit værelse er 20 m2, der er et skab i Mickey mouse-kvalitet, en seng og et bord. Måske får jeg en stol på et tidspunkt og en ny persienne – den som er i værelset kan ikke trækkes op. Min udlejer er meget laissez-faire, så jeg tror, at jeg ender med selv at anskaffe mig begge dele – eftersøgningen efter loppemarkeder i München er derfor begyndt.

Lejligheden er derudover forsynet med et køkken, der er stort nok til, at man kan spise der, og foruden ovn og komfur er der også tørretumbler, vaske- og opvaskemaskine. Badeværelset, som blev præsenteret som lille, er, sammenlignet med badeværelser i københavnske boliger, der også har et par hundrede år på bagen, stort. Mit værelse vender ud mod gården, og jeg har adgang til en altan, som jeg glæder mig meget til at bruge.

På trods af at lejlighedssøgningen gik så glat, så er jeg glad for, det er overstået. Det har været en lidt hård uge med usikkerhed, mange opkald til Danmark, snakken frem og tilbage, samtaler med banken og advokater og forsøg på at gennemskue, om udlejere var troværdig. Det virker sådan – indtil videre har han kun været flink, for han gav mig nøglen til lejligheden på trods af, at jeg kun havde en brøkdel af depositummet kontant, og betalte for kaffe og croissant på en café, da han kom for sent til et møde. 

Men, nok om lejligheden; billeder kommer sammen med næste skriv, når jeg har fået indrettet mig – jeg er endnu ikke flyttet, det sker først i denne uge. 

Til slut vil jeg knytte et par kommentarer til gadenavnene. Tyskerne har måske nok tabt kampen om verdensherredømmet, men man bliver altså lidt duperet over kulturarven, når man bevæger sig rundt i byen og går fra Goethe-Platz til Schelling-Straße, Schiller-Straße, Richard Wagner-Straße, Brahms-Straße og Beethoven-Straße. På min vej faldt jeg over en lidt sjovere en: Vilhelm Tell-Straße, og jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af. Man kan spørge sig selv, hvad en schweizisk frihedskæmper skal i Tyskland, men krøllen på halen er jo, at bl.a. Schiller har skrevet et teaterstykke om ham.

Og med et må jeg vist hellere sige snip, snap, snude, så er den boligsituationshistorie ude. Denne uge byder foruden flytning på kulde, biograftur, udflugt til Salzburg og ikke mindst (hvorfor vil nogen måske sige): Champions League-fodboldkamp: Bayern-München mod Arsenal.

Hvis nogen skulle være interesseret, så er min adresse: Wörthstraße 7, 81667 München – da jeg endnu ikke ved, hvor postkassen er og heller ikke har fået en nøgle til den, så er det nok bedst, at I glemmer det igen for en stund, med mindre I vil besøge mig. Som sagt: Billeder kommer, men skulle I være interesseret, så søg på google – de har et billede af gaden. 

De bedste hilsner fra det sydtyske.

På min vej gennem byen har jeg passeret adskillige specialbutikker. Billedet ovenfor er fra en tobaks-, pibe-, cigaret- og cognacbutik, mens billedet nedenfor er fra en bod på Viktualienmarkt - og lad mig sige det sådan: billedet viser kun et udsnit af osteboden, og naturligvis sælger de også vin - der er basis for en god aften på altanen.

München 1.0

"Grüßen Sie mir mein geliebtes Bayern", siger Eva Braun i Der Untergang, og det tænker jeg altid på, når snakken falder på München og Bayern – så må vi se, om  Bayern og München bliver mig kær. Jeg er i hvert fald ankommet. Det gik ganske let – tyskerne er gode til at skilte, og en flink mand hjalp mig med at bære min meget tunge kuffert op ad trappen (jeg havde ikke lige luret, at rulletrapperne skifter kørselsretning, når man stiller sig foran dem, ligesom at en stoppet rulletrappe ikke betyder ’ude af drift’, den holder blot pause og starter, når man går ud på den – meget smart!).

Jeg er, i forbindelse med det tyskkursus, jeg tager, blevet tildelt et kollegieværelse i den sydvestlige del af byen ved U-Bahnstationen Hardener Stern. Området emmer ikke meget af storby, men mere af forstad og soveby. Mit værelse er sådan set fint nok. Sparsomt indrettet med et bord, skab, hylder og en seng, der har samme form som en båd. Heldigvis er madrassen temmelig hård, så det er ikke noget problem at sove på den. Jeg har eget bad og toilet (lækkert!), men deler køkken med syv andre, som bor her permanent – den ene er asiat, resten er tyskere, tror jeg. Køkkenet er meget, meget ulækkert, der hænger en mærkelig, udefinerbar lugt i rummet, der er madrester på væggen og på køkkenbordet, og køleskabene trænger virkelig til en gang sæbe. Jeg skal kun blive her marts ud og flytter før, hvis det bliver muligt.

Væggen på badeværelset er beklædt med flot, farverigt imiteret marmor i plastik. Klasse!!!!

Dagen i dag er gået med at se mig lidt omkring. Jeg stod op og løb en tur i en stor park i ti minutter fra kollegiet. Foråret er kommet til byen, men først i sidste uge, så der ligger stadig en del sne (jeg så sågar to mænd på ski), og stierne er nogle steder meget isede. Efter frokost tog jeg over til den sydøstlige del af byen. Jeg vil i første omgang lede efter et sted at bo i den del af byen, da den skiklub, som har tilbudt, at jeg kan træne med dem, holder til ved Ostpark. Målet var at finde ud af, hvor langt væk fra centrum, jeg kunne tage, før den meget lidt flatterende forstadsstemning slog til. Uheldigvis ikke særlig langt. Münchens bykerne er ikke særlig stor, og er man uden for den, er der tilsyneladende ikke meget andet end veje, biler og huse. Jeg vil (selvfølgelig) helst bo et sted, hvor husene er pæne og gerne lidt imposante (det skal jo kunne mærkes, at jeg er i midten af det tidligere kongerige Bayern), og hvor der er en lille smule liv med caféer og butikker. Jeg fandt en sporvogn ude ved Ostpark og kørte ind mod centrum, så jeg kunne følge med i, hvornår bylivet begyndte. Det gør det omkring Ostbahnhof, som ligger i bydelen Haidhausen, så det bliver i det område, at jeg vil sætte boligsøgningen ind.

Med sporvognen tog jeg helt ind til den gamle bykerne og gik ind på rådhuspladsen. Münchens rådhusplads er meget berømt. Der er ikke mindre end to rådhuse, for da de byggede det nye, en gigantisk bygning i gotisk stil, lod de det gamle stå. Midt på pladsen står en kæmpemæssig sølje med en forgyldt jomfru Maria med Jesus på armen. Bagfra ligner hun nu mere en pave, og det egentlig meget passende. Søjlen står på en massiv base, hvori der er indgraveret datoer for de to seneste pavebesøg i byen (billeder nedenfor til dem, der måtte have en pavefetich). Her i landet holder man stadig søndagen hellig, så der var ikke så meget at give sig til, så jeg besluttede mig for at nyde søndagen med kaffe og kage. Kagen skulle være stor nok til at udgøre en del af min aftensmad, for jeg fik ikke handlet særlig langsigtet i går og havde kun lidt brød og et par gulerødder til aftensmad, og konceptet Døgn-Netto kender de heller ikke her til lands.

Jeg gik ind på et La Glace-lignende konditori, der dog har meget at komme efter, hvad angår interiør, fandt et bord ved vinduet og købte en Mozartkage, som jeg nød, mens folk stimlede sammen på rådhuspladsen. Münchens rådhus kan nemlig sjove ting: Tre gange om dagen (11, 12 og 17) bliver figurerne i klokketårnet levende og opfører, nøje koreograferet, scener fra byens historie. Om det er værd at se, ved jeg ikke, men jeg ved, at figurerne sidder meget højt oppe.

I morgen starter tyskkurset, og undervisningen ligger mellem 9:30 og 13 hver dag – meget overkommeligt. Jeg glæder mig til at se hvilke tyskhold, jeg er kommet på. Det går fint med at forstå folk, mindre godt med selv at snakke. Når undervisningen er ovre, skal jeg finde en cykel, en bank og en telefon. En af damerne, der tog i mod mig i går, så temmelig skeptisk på mig, da jeg fortalte, jeg ville cykle rundt. Hvis her var vanvittig kuperet, så kunne jeg måske forstå det, men bjergene ligger ikke klods op af byen, og selve München er rimelig flad. Der er bakker, ja, men vi har jo også Valby bakke og ikke mindst Langebro – den kan jo tage livet af en hver i blæsevejr. Men nu må vi se. Måske kommer der inden længe en beretning om, hvor hårdt det er at cykle – who knows. Nu skal det i hvert fald være slut på dette første, lange skriv, for jeg skal til at i seng, så jeg er klar til i morgen.

Pavesøjlen, eller Mariasøjlen som den rigtig hedder. 

Kaffe, kage og bog

Glasmosaik fra Rådhuset. Mosaikken i midten er et billede af rådhuspladsen - meget meta!

På rådhuset vil man da gerne lige takke for, at man er blevet befriet fra diktaturet (som man så selv havde valgt (host, host)). 

Rådhuset med de mekaniske dukker.