Tilbage til dinosaurerne og farvel til forstaden

Velkomstreceptionen på skolen

Det er blevet mandag, anden uge på sprogkurset er sat i gang, og jeg er vendt tilbage til dinosaurerne; byens palæontologiske museum holder nemlig til i den bygning på Richard Wagner-Straße, hvor tyskundervisningen foregår. Selve undervisningen er, desværre, ret kedelig – lidt som køretimerne; nødvendige med henblik på fremtidige udskejelser, men uden et intellektuelt indhold der kan holde rastløsheden for døren. Heldigvis er mine studiekammerater søde. Her er folk fra stort set hele verden, ingen amerikanere, men til gengæld ti brasilianere der alle studerer jura. Den første uge er gået med forskellige sociale arrangementer, og for min del med at få dannet mig et overblik over byen (der er blevet gået langt og meget) og boligsøgning. Heldigvis er det ovre nu, og det er gået væsentligt hurtigere end forventet.

På sprogkurset og fra universitetets side har de tudet os ørene fulde om, hvor mange boligsvindlere der er i München. Lejen er også blevet fremhævet som urimelig høj og antallet af værelser som for få. En af årsagerne til det knappe udbud af boliger er, at der ikke må bygges højhuse i byen. For godt og vel 10 år siden stod det højhus, som i dag er kendt som o2-tårnet, færdigt, og med sine 146 meter, glasfacader og stålkonstruktion faldt det absolut ikke i byboernes smag. De fandt det æstetisk uskønt og syntes ikke,  det harmonerede med bydelens udseende og historie, og derfor vedtog bystyret en regel om, at ingen ny bygning i München må være højere end domkirken, Frauenkirches, godt 99 meter høje klokketårne.

Med alt dette præsent i bevidstheden begav jeg mig på boligjagt. Jeg skrev til et par stykker, drog ud og så to værelser, ansøgte om det ene og fik det. Skepsissen og advarslerne fra universitetet lød dog stadig i mine ører, og alarmklokkerne klingede først af, da jeg fik underskrevet kontrakten og set af nøglerne passede i døren.

Jeg skal bo i en treværelses lejlighed, som ligger i hjertet af Haidhausen, det kvarter jeg på forhånd havde udset mig. Lejligheden deler jeg med to mænd på omkring 30 år – Daniel og Gerhard. Daniel arbejder med økonomi, måske skat, mens Gerhard er lydtekniker; han arbejder vist nok med tv og radio. Indtil videre har jeg kun truffet Daniel, som for tiden ikke er meget hjemme, da hans arbejdsgiver i München sender ham til Stuttgart fra mandag til fredag. Gerhard befinder sig for tiden på Madeira og kommer ikke tilbage før efter påske.

Mit værelse er 20 m2, der er et skab i Mickey mouse-kvalitet, en seng og et bord. Måske får jeg en stol på et tidspunkt og en ny persienne – den som er i værelset kan ikke trækkes op. Min udlejer er meget laissez-faire, så jeg tror, at jeg ender med selv at anskaffe mig begge dele – eftersøgningen efter loppemarkeder i München er derfor begyndt.

Lejligheden er derudover forsynet med et køkken, der er stort nok til, at man kan spise der, og foruden ovn og komfur er der også tørretumbler, vaske- og opvaskemaskine. Badeværelset, som blev præsenteret som lille, er, sammenlignet med badeværelser i københavnske boliger, der også har et par hundrede år på bagen, stort. Mit værelse vender ud mod gården, og jeg har adgang til en altan, som jeg glæder mig meget til at bruge.

På trods af at lejlighedssøgningen gik så glat, så er jeg glad for, det er overstået. Det har været en lidt hård uge med usikkerhed, mange opkald til Danmark, snakken frem og tilbage, samtaler med banken og advokater og forsøg på at gennemskue, om udlejere var troværdig. Det virker sådan – indtil videre har han kun været flink, for han gav mig nøglen til lejligheden på trods af, at jeg kun havde en brøkdel af depositummet kontant, og betalte for kaffe og croissant på en café, da han kom for sent til et møde. 

Men, nok om lejligheden; billeder kommer sammen med næste skriv, når jeg har fået indrettet mig – jeg er endnu ikke flyttet, det sker først i denne uge. 

Til slut vil jeg knytte et par kommentarer til gadenavnene. Tyskerne har måske nok tabt kampen om verdensherredømmet, men man bliver altså lidt duperet over kulturarven, når man bevæger sig rundt i byen og går fra Goethe-Platz til Schelling-Straße, Schiller-Straße, Richard Wagner-Straße, Brahms-Straße og Beethoven-Straße. På min vej faldt jeg over en lidt sjovere en: Vilhelm Tell-Straße, og jeg kunne ikke lade være med at tage et billede af. Man kan spørge sig selv, hvad en schweizisk frihedskæmper skal i Tyskland, men krøllen på halen er jo, at bl.a. Schiller har skrevet et teaterstykke om ham.

Og med et må jeg vist hellere sige snip, snap, snude, så er den boligsituationshistorie ude. Denne uge byder foruden flytning på kulde, biograftur, udflugt til Salzburg og ikke mindst (hvorfor vil nogen måske sige): Champions League-fodboldkamp: Bayern-München mod Arsenal.

Hvis nogen skulle være interesseret, så er min adresse: Wörthstraße 7, 81667 München – da jeg endnu ikke ved, hvor postkassen er og heller ikke har fået en nøgle til den, så er det nok bedst, at I glemmer det igen for en stund, med mindre I vil besøge mig. Som sagt: Billeder kommer, men skulle I være interesseret, så søg på google – de har et billede af gaden. 

De bedste hilsner fra det sydtyske.

På min vej gennem byen har jeg passeret adskillige specialbutikker. Billedet ovenfor er fra en tobaks-, pibe-, cigaret- og cognacbutik, mens billedet nedenfor er fra en bod på Viktualienmarkt - og lad mig sige det sådan: billedet viser kun et udsnit af osteboden, og naturligvis sælger de også vin - der er basis for en god aften på altanen.