Dage i München: München 1.0

"Grüßen Sie mir mein geliebtes Bayern", siger Eva Braun i Der Untergang, og det tænker jeg altid på, når snakken falder på München og Bayern – så må vi se, om Bayern og München bliver mig kær. Jeg er i hvert fald ankommet. Det gik ganske let – tyskerne er gode til at skilte, og en flink mand hjalp mig med at bære min meget tunge kuffert op ad trappen (jeg havde ikke lige luret, at rulletrapperne skifter kørselsretning, når man stiller sig foran dem, ligesom at en stoppet rulletrappe ikke betyder ’ude af drift’, den holder blot pause og starter, når man går ud på den – meget smart!).

Jeg er, i forbindelse med det tyskkursus, jeg tager, blevet tildelt et kollegieværelse i den sydvestlige del af byen ved U-Bahnstationen Hardener Stern. Området emmer ikke meget af storby, men mere af forstad og soveby. Mit værelse er sådan set fint nok. Sparsomt indrettet med et bord, skab, hylder og en seng, der har samme form som en båd. Heldigvis er madrassen temmelig hård, så det er ikke noget problem at sove på den. Jeg har eget bad og toilet (lækkert!), men deler køkken med syv andre, som bor her permanent – den ene er asiat, resten er tyskere, tror jeg. Køkkenet er meget, meget ulækkert, der hænger en mærkelig, udefinerbar lugt i rummet, der er madrester på væggen og på køkkenbordet, og køleskabene trænger virkelig til en gang sæbe. Jeg skal kun blive her marts ud og flytter før, hvis det bliver muligt.

Væggen på badeværelset er beklædt med flot, farverigt imiteret marmor i plastik. Klasse!!!!

Dagen i dag er gået med at se mig lidt omkring. Jeg stod op og løb en tur i en stor park i ti minutter fra kollegiet. Foråret er kommet til byen, men først i sidste uge, så der ligger stadig en del sne (jeg så sågar to mænd på ski), og stierne er nogle steder meget isede. Efter frokost tog jeg over til den sydøstlige del af byen. Jeg vil i første omgang lede efter et sted at bo i den del af byen, da den skiklub, som har tilbudt, at jeg kan træne med dem, holder til ved Ostpark. Målet var at finde ud af, hvor langt væk fra centrum, jeg kunne tage, før den meget lidt flatterende forstadsstemning slog til. Uheldigvis ikke særlig langt. Münchens bykerne er ikke særlig stor, og er man uden for den, er der tilsyneladende ikke meget andet end veje, biler og huse. Jeg vil (selvfølgelig) helst bo et sted, hvor husene er pæne og gerne lidt imposante (det skal jo kunne mærkes, at jeg er i midten af det tidligere kongerige Bayern), og hvor der er en lille smule liv med caféer og butikker. Jeg fandt en sporvogn ude ved Ostpark og kørte ind mod centrum, så jeg kunne følge med i, hvornår bylivet begyndte. Det gør det omkring Ostbahnhof, som ligger i bydelen Haidhausen, så det bliver i det område, at jeg vil sætte boligsøgningen ind.

Med sporvognen tog jeg helt ind til den gamle bykerne og gik ind på rådhuspladsen. Münchens rådhusplads er meget berømt. Der er ikke mindre end to rådhuse, for da de byggede det nye, en gigantisk bygning i gotisk stil, lod de det gamle stå. Midt på pladsen står en kæmpemæssig sølje med en forgyldt jomfru Maria med Jesus på armen. Bagfra ligner hun nu mere en pave, og det egentlig meget passende. Søjlen står på en massiv base, hvori der er indgraveret datoer for de to seneste pavebesøg i byen (billeder nedenfor til dem, der måtte have en pavefetich). Her i landet holder man stadig søndagen hellig, så der var ikke så meget at give sig til, så jeg besluttede mig for at nyde søndagen med kaffe og kage. Kagen skulle være stor nok til at udgøre en del af min aftensmad, for jeg fik ikke handlet særlig langsigtet i går og havde kun lidt brød og et par gulerødder til aftensmad, og konceptet Døgn-Netto kender de heller ikke her til lands.

Jeg gik ind på et La Glace-lignende konditori, der dog har meget at komme efter, hvad angår interiør, fandt et bord ved vinduet og købte en Mozartkage, som jeg nød, mens folk stimlede sammen på rådhuspladsen. Münchens rådhus kan nemlig sjove ting: Tre gange om dagen (11, 12 og 17) bliver figurerne i klokketårnet levende og opfører, nøje koreograferet, scener fra byens historie. Om det er værd at se, ved jeg ikke, men jeg ved, at figurerne sidder meget højt oppe.

I morgen starter tyskkurset, og undervisningen ligger mellem 9:30 og 13 hver dag – meget overkommeligt. Jeg glæder mig til at se hvilke tyskhold, jeg er kommet på. Det går fint med at forstå folk, mindre godt med selv at snakke. Når undervisningen er ovre, skal jeg finde en cykel, en bank og en telefon. En af damerne, der tog i mod mig i går, så temmelig skeptisk på mig, da jeg fortalte, jeg ville cykle rundt. Hvis her var vanvittig kuperet, så kunne jeg måske forstå det, men bjergene ligger ikke klods op af byen, og selve München er rimelig flad. Der er bakker, ja, men vi har jo også Valby bakke og ikke mindst Langebro – den kan jo tage livet af en hver i blæsevejr. Men nu må vi se. Måske kommer der inden længe en beretning om, hvor hårdt det er at cykle – who knows. Nu skal det i hvert fald være slut på dette første, lange skriv, for jeg skal til at i seng, så jeg er klar til i morgen.